Forestil dig at gå i bro.

Du kender måske udfordringen fra folkeskolen, hvor de smidigste personer i klassen plantede deres hænder og fødder på jorden, mens resten af kroppen spændte sig som en bue over gulvet.

Men forestil dig at gå i bro og blive ved med at bukke og bøje din ryg, indtil bagsiden af dit hoved flugter med dine hæle. Broen er ikke længere en halvcirkel, men en omvendt dråbe.

Du vil med stor sandsynlighed stoppe, inden du overhovedet når så langt. Din krop vil næppe være i stand til at strække eller krumme sig så meget. Men det kan Ylva Maia Havndrup.

Hun er contortionist. Eller mere mundret:

Gennem hele sit liv har 27-årige Ylva Maia Havndrup fokuseret på sin krop og de bevægelser, som hun kan lave.

Selv som barn var hun betaget af de yndefulde måder at udtrykke sig på med sin krop, når hun svingede i sin mors trapez hjemme i stuen i Aarhus.

Det samme gjaldt, når hun optrådte foran et publikum, hvor hendes krop ofte var en vigtig del af hendes optrædener.

Kroppen blev nemlig ikke længere kun det redskab, vi i dagligdagen bruger til at bevæge os rundt med fra sted til sted. Den forvandlede sig til et stykke kunst, når hun stod på scenen.

Det var også som barn, at Ylva Maia Havndrup opdagede, at det faldt hende naturligt at kunne gå i split og spagat, ligesom hun kunne gå dybt ned i en bro.

Og det specielle ved Ylvas kunnen med sine bevægelser blev meget tydeligere, da hun som 18-årig stod på cirkusskolen i København. Hun kunne elegant føre sine ben over ryggen på en måde, hvor andre unge cirkusartister ikke kunne følge med.

- Jeg blev ofte overrasket over, hvor smidig jeg rent faktisk var, siger Ylva Maia Havndrup.

Det var lærerne på cirkusuddannelsen, der fik øjnene op for, hvordan hun skulle bruge sit talent.

- Jeg kan huske, hvordan lærerne opfordrede mig til at slippe trapezen og arbejde mere med min smidighed på gulvet, fortæller hun.

Det blev startskuddet tilen karriere som slangemenneske.

Når man ser på Ylva Maia Havndrups glidende og ekstreme stræk, er det tydeligt, at hendes krop kan bøjes på nogle måder, man ellers ikke ville tro var muligt.

Det kan man blandt andet se, når hun står på sine hænder med benene bøjet bagover ryggen og hovedet, fortæller Birgit Juul-Kristensen.

I sekvensen overfor kan man se, at Ylvas rygsøjle er langt mere bevægelig og bøjer væsentligt mere bagover, end hvad almindelige mennesker kan.

I ryggens nederste del, lænden, er rygsøjlen normalt meget bevægelig i dens form. Det betyder, at vi kan svaje og runde vores ryg frem og tilbage.

- Men Ylvas ryg svajer og bagoverbøjer sig mere end 90 grader, hvilket er langt udover det normale. Det skaber en stor belastning i rygsøjlens nederste del, fortæller lektoren.

Normalt er vi mennesker også næsten helt stive i rygsøjlens midterste del ved brystkassen. Her er vores hvirvler ikke udformet på samme måde som i lænden. Det betyder, at sammen med vores ribben standses bevægelserne i ryggen, når vi bukker og bøjer os.

Derfor vurderer Birgit Juul-Kristensen, at Ylvas midterste del af ryggen også er bevægelig udover det sædvanlige. Det kan man se, når hun står på hænderne med benene hen over hovedet.

- I stillingen, hvor Ylva står i en dyb bro, ‘hænger’ hun nærmest i sine sener og ledbånd, som derved bliver belastet meget, siger hun.

For at minimere belastningen i lænden laver Ylva et løft i ryggen, som hjælper hende med at fordele presset over hele rygsøjlen.

- Når jeg står i 'den dybe bro', har jeg altid et stort fokus på at aktivere mine ben, som hjælper med at minimere belastningen i min nedre ryg. Selvom det kan se ud som om, at jeg 'bare' svajer bagover, er der i virkeligheden en hel masse muskulært arbejde bag alle mine positioner, fortæller Ylva.

Hun mener, at en stor del af bevægelserne kun kan laves ved at kombinere hendes smidighed og muskelaktivitet.

Hun får opbakning fra Birgit Juul-Kristensen:

- For eksempel når Ylva løfter benene i en ret vinkel, så skulderområdet også bliver belastet, fordi hele overkroppen skal bæres af skulder- og armmuskler. Det kræver stor muskelkontrol og styrke i skulder, arme og ryg at kunne holde denne position, fortæller lektoren.

Kontrol og styrke er også nøgleordene, når Ylva skal forme sin krop.

- Styrketræning er en stor del af contortion-træningen. De ting, som jeg laver, kræver styrke for at være i stand til at gøre dem.

Det kræver desuden meget koncentration i træningen at kunne stå udspændt på denne måde foran et publikum.

- Det er vigtigt at have kontrol over sin smidighed, når man bevæger sig. Mit fokus er meget i kroppen, og jeg mærker hele tiden, hvad der sker, fortæller Ylva Maia Havndrup.

Positionerne beskriver hun som intense øjeblikke, hvor hun er nødt til at gå ind i sig selv for at få bevægelserne til at lykkes.

Hun beskriver sig selv som hypermobil i den nederste del af ryggen og ved hoften. Hun ved, at i dette område af kroppen er hun født med evnen til at kunne bevæge sig mere end andre.

Resten af hendes smidighed kommer fra træning og gentagne øvelser.

Men smidighed kan også følges ad med smerte, fortæller Birgit Juul-Kristensen.

- Der er en stor risiko for skader. Det kan være ledforstuvninger og muskelforstrækninger, som er hyppigere hos hypermobile.

Når leddene strækkes ud over det normale, skal musklerne kompensere for leddenes ekstreme stillinger, hvilket i sidste ende kan overbelaste muskler, sener og ledbånd og give smerter.

Derfor laver Ylva mange styrkeøvelser og pilates for at passe på sin krop.

Det kommer også meget an på, hvor meget folk har varmet op, inden de laver bevægelserne, fortæller Birgit Juul-Kristensen.

Og det er netop en kæphest for Ylva. Opvarmning.

Hver gang hun skal på scenen som slangemenneske, bruger hun over en time på at varme sine muskler og led op, så de bliver mere bevægelige.

- Jeg laver også kun stræk, hvor jeg rent fysisk kan følge med og give slip i kroppen. Jeg kan godt mærke, at det strækker, men hvis det gør ondt, stopper jeg, siger hun.

Når Ylva i sekvensen herover ligger på jorden og bøjer sin ryg, er det igen den nederste del af rygsøjlen, som hun bruger for at komme ud i kroppens ekstreme positioner.

I den første del af sekvensen, hvor benene er fastlåst mod jorden, sker al bevægelse i rygsøjlen, mens forlårets muskler strækker ud. Derudover sker der en overstrækning af skuldrene, fordi armene også bliver bøjet kraftigt bagover.

Presset bliver endnu større for ryggen, lænden og nakken, jo mere Ylva bukker nakken tilbage, fortæller Birgit Juul-Kristensen.

Man kan især se Ylvas evner som slangemenneske, når hun ‘står’ på maven og former sin krop som en dråbe.

- Musklerne bliver udspændt på forsiden af benet og den forreste del af mave- og brystområdet af kroppen. Rygmusklerne skal også spændes op, før man kan indtage denne stilling. Idet Ylva med sine hænder tager fat om benene, vil musklerne blive mere afslappede, så hun nærmest ’hænger’ i de udspændte sener og ledbånd, fortæller Birgit Juul-Kristensen.

Endnu vildere bliver det, når Ylvas ryg glider langsomt fra gulvet og op over hovedet.

- Her presser og svajer ryggen endnu mere bagover, idet armene trækker ben og rygsøjlens nederste og midterste del bagover og fremad hen over skuldrene. Det udspænder forsiden af kroppen med kraftigt svaj og bagoverbøjning af rygsøjlen uden den store hjælp fra ryg og benmusklerne, siger Birgit Juul-Kristensen.

Når vi bøjer vores ryg, aktiverer vi rygsøjlen, der består af ikke mindre end 24 forskellige knogler, der er stablet oven på hinanden.

Rygsøjlen har en vigtig funktion i vores krop. Den hjælper os med at gøre vores krop stærk og fleksibel. Men den beskytter også vores sårbare rygmarv, hvor mange af vores nerver sidder og sender signaler fra hjernen ud til resten af kroppen.

Knoglerne omkring vores lænd og nakke, der er bundet sammen med muskler og sener, er de mest bevægelige. Lænden er også den del af ryggen, hvor knoglerne skal bære den tungeste vægt.

Ylvas kraftige bagoverbøjning aktiverer rygsøjlen på en måde, hvor musklerne i ryggen ikke længere har mulighed for at hjælpe, så i stedet er det ledbåndene og senerne, der bærer hende, fortæller Birgit Juul-Kristensen.

Hypermobiliteten gør bevægelserne mulige, men det er ikke uden konsekvenser.

- Der er større risiko for smerter, fordi man bruger meget energi og muskelkraft på at holde led og muskler sammen. Når leddene er for elastiske til at holde sammen på knoglerne, må musklerne hjælpe til. Det kan overbelaste systemet og give smerter i led og muskler, lyder det fra lektoren.

Ylva understreger også, at selvom man har hypermobile led, er det ikke ensbetydende med at være slangemenneske.

- Jeg har trænet længe, og jeg har trænetrigtigt. Det kræver en meget specifik teknik. Det er hårdt arbejde, og man skal træne meget struktureret og dagligt gennem mange år, siger hun.

Hun er også bevidst om skaderne, der kan følge med, når hun bruger kroppen på denne måde. Derfor er Ylva også meget opmærksom på kroppens signaler, når hun bevæger den.

- Der er meget essentielt, at jeg passer på min krop. Det er min første prioritet.

Ylva får ofte stillet spørgsmålet, hvornår hun stopper med at være slangemenneske.

Inden for ballet bliver mange ofte ‘pensioneret’, når de er i midten af 30’erne eller endnu tidligere, fordi kroppen bliver slidt af de mange spring og ekstreme bevægelser.

- Andre har ofte holdninger til, hvad contortion er, fordi de ikke synes, at det ser sundt ud, men jeg ved, hvad jeg gør.

Ylva har derfor heller ikke noget bud på, hvornår hun stopper med at udfordre sin krop.

- Lige nu orker jeg det godt. Selvom det nogle gange kan gøre en lille smule ondt, er det kun en lille del af pakken. Der er så meget andet ved mit job, som jeg elsker, så det opvejer det, fortæller hun.

Det er især energien fra publikum, der giver hende lysten til at fortsætte med sin optræden som slangemenneske.

- Når jeg står foran et publikum, får jeg en helt særlig følelse. Der er ikke noget jeg elsker mere.

Derfor er Ylvas største drøm også at stå på scenen med flere af sine egne shows.

- Jeg føler mig levende, når jeg skal udtrykke mig kunstnerisk gennem min krop. Og så føles hvert show ofte som et lille eventyr.