- Jeg tager de paralympiske lege, når jeg har lært at løbe.

Det er med et glimt i øjet, 19-årige Emilie Gulbrant Aaen fortæller om sine fremtidsplaner. Hun har netop fået taget mål til sin første protese, der skal hjælpe hende i gang med at løbe igen. Alligevel tillader hun sig at drømme større. Det handler om at se muligheder frem for begrænsninger, mener hun.

- Hvis der er noget jeg ikke kan lige nu, så kan jeg det nok snart, lyder det.

Og det der med at hele tiden at sætte nye mål er ikke uvant for hende. Som elitegymnast hos Teamgym Greve på Sjælland har hun hele sit liv været med til at konkurrere blandt de allerbedste i Danmark. Ja, faktisk er det ikke mere end et halvt år siden, at hun var en del af det danske landshold i disciplinen Teamgym.

Men en ganske simpel øvelse til onsdagstræningen d. 27 januar vendte fuldstændig op og ned på hendes liv.

Hverdagen vendt på hovedet

I træningshallen i Greve retter Emilie blikket mod trampolinen. Hun accelererer, tager tilløb og fokuserer mod afsættet, der om få sekunder skal sende hende flere meter op i luften. Og lige der går det galt. I stedet for at blive skudt afsted mod himlen ligger hun nu på gulvet i store smerter.

For ikke mere end en måned siden kom elitegymnasten fra Greve ud for en tragisk ulykke til træning. Emilie skulle sætte af i en såkaldt minitrampolin, som hun har gjort det tusindvis af gange før. Men i afsættet til trampolinen gik der noget helt galt i hendes venstre underben. Og selvom hverken trænere eller Emilie selv kan forklare helt præcist, hvad der skete i afsættet, var alvoren ganske klar.

Den 19-årige gymnast blev sendt med udrykning mod Køge Sygehus. Her måtte de dog hurtigt konstatere, at hun skulle fares videre til Odense Universitetshospital. Emilie kunne nemlig ikke længere mærke sine tæer.

De efterfølgende dage i Odense gik med flere operationer, der skulle give liv til det underben, som Emilie fortsat ikke kunne mærke. Men benet manglede ilt, og musklerne fungerede stadig ikke.

Efterhånden blev det klart, at gymnastens underben ikke stod til at redde – hun ville få et såkaldt standben, der, som ordet lyder, ikke kan andet end at stå.

- Mens jeg ligger der og hører ordet ’standben’ helt vildt mange gange, så ligger jeg og tænker på, hvad der ellers er af muligheder. Så jeg begyndte at søge på nettet for at se folk, der løber med proteser, og der tænkte jeg at, det da er federe end at få det her standben, siger Emilie.

Mens hun ligger på sygehuset, har tanken om en amputation efterhånden overhalet forhåbningen om et velfungerende ben for Emilie. Og mandag d. 1. februar, blev hendes tilstand mere kritisk, og tanken blev til virkelighed.

- Jeg fik indre blødninger, og min nyre var også ved at bukke under. Så jeg var helt indstillet på, at enten skulle mit ben væk, ellers ville jeg måske være død. Så da lægen kom op og sagde, at de bliver nødt til at amputere benet, siger jeg bare, ’okay, det skal bare være nu’.

Dansk paratlet som rådgiver

Beslutningen om at amputere underbenet endte med at være ude af Emilies hænder. Men hun var stadig forberedt på, at det var den rigtige beslutning for hende. Da hun lå på hospitalet modtog hun nemlig et rådgivende opkald fra en tidligere gymnast, der har været ude for samme svære skæbne.

Daniel Wagner, der i dag står noteret for flere medaljer ved de paralympiske lege, var blevet gjort bekendt med Emilies situation. Og allerede dagen efter ulykken ringede telefonen så.

- Vi snakkede om, at man skal passe på med ikke at grave sig ned i et stort hul fra start. Han fortalte om, hvordan han kom videre, og hvordan man sagtens kan komme langt, og at alt nok skal blive normalt igen, siger hun.

Og netop det, at alt nok skal blive normalt igen, er vigtigt for fortællingen om den 19-årige gymnast.

- Jeg er jo stadig bare Emilie med krudt i røven, der ikke kan sidde stille, siger hun.

Derfor skulle der heller ikke gå lang tid, fra at den tidligere landsholdsgymnast blev udskrevet fra hospitalet i Odense, til at hun igen var tilbage i træningshallen hos holdkammeraterne i Greve.

- Jeg var allerede nede i hallen onsdag, efter jeg kom hjem mandag. Jeg ville gerne ned og sige, at jeg har det sgu fint. Det betyder rigtig meget for mig, og jeg kunne se, at det også betyder rigtig meget for dem, siger Emilie.

Hvad bringer fremtiden?

Til trods for at ulykken ikke er mere end en lille måneds tid væk, deltager Emilie stadig i de ugentlige træninger hos seniordamerne i Teamgym Greve. Både på sine egne og holdets præmisser.

- Når de står på hænder, så står jeg på hænder op ad en ribbe. Jeg er også med til opvarmning, udstrækning og styrke, og når jeg så skal holde pause mellem genoptræningsøvelserne, så sidder jeg nede ved dem, der skal springe, siger Emilie.

- Jeg har også tænkt mig at prøve at vende tilbage til gymnastikken, hvis muligheden byder sig. I går lavede jeg da flikflak, så det er altid noget, siger Emilie. Video: Privat.

Og hvad bringer fremtiden så for en 19-årig benamputeret elitegymnast med krudt i røven, kan man fristes til at spørge? Udover at den gymnasiale uddannelse skal færdiggøres på Greve Gymnasium til sommer, har Mikael Greve Boamah, der er cheftræner i Teamgym Greve, en særlig forhåbning for Emilie.

- Når hun kommer ned og laver sin genoptræning hos os, så joker vi lidt med, at om et par år så ser vi hende til de paralympiske lege. For hun er den type, der når hun sætter sig nye mål, også vil nå dem. Det er jeg overbevist om.

Selvom hovedpersonen selv lige skal nå sit første mål om at komme i gang med at løbe, ser hun da også cheftrænerens forhåbning som en af de nye muligheder, der står foran hende.

- Mit mål lige nu er, at jeg skal op og løbe. Men jeg tænker, det kunne være fedt at se, hvor langt det bærer en. Og så ville de paralympiske lege da være meget fedt.