Hvorfor ender en film om to unge menneskers filosofiske dyst med det kristne samfund på Færøerne dog med at være årets publikumsfavorit på filmfestivalen CPH:DOX?!?

Det kan der være mange gode grunde til. Vi finder formentlig aldrig ud af, hvorfor 'Skål' slog langt dyrere film om påtrængende verdensproblemer som ulighed, flygtninge og klimakamp.

Men et kvalificeret bud på publikums begejstring kunne være, at ’Skål’ netop IKKE bare handler om at udfordre kristne regelsæt på Færøerne.

Når kæresteparret Dania og Trygvi stiller spørgsmål til deres egen tro, til deres begær, til deres livslyst, til deres tvivl, usikkerhed og drømme – ja til hele deres liv, kunne de i princippet være alle andre unge. De spørgsmål, de tumler med, er formentlig lige så store og påtrængende i Israel, Iran eller på Læsø.

Men nu er Dania og Trygvi tilfældigvis to nysgerrige kunstnersjæle, der udtrykker sig gennem poesi og musik. De har ordet i deres magt. De har kontrol over deres tvivl, så at sige. De formår at formulere deres spørgsmål, så de giver genklang i os andre – mest unge, men også dem, der stadig føler sig unge nok til at de store spørgsmål i livet ikke er blevet til stivnede svar.

Publikumbasker på festival

Og så er Dania og Trygvi modige. De føler sig i deres gode ret til at stille spørgsmålene højt og tydeligt gennem deres digte og musik, selvom de risikerer at blive overfuset og udfaset af omgivelserne. Også af elskede forældre og bedsteforældre.

Når 'Skål' blev årets publikumsbasker på Danmarks største internationale festival, spiller det eksotiske gudssyn, der præger Færøerne, formentlig også en rolle. Selvfølgelig kan man også høre folk messe "hvis ikke du er med Gud, er du med Satan" rundt omkring i Danmark. Men på Færøerne, midt i den voldsomme og forblæste natur, er den tankegang et livsvilkår. Man kan ikke bare, som Trygvi, gå rundt og erklære, at man ’tror på alle og på ingen religioner’. Så er man jo med Satan.

Men Trygvi, der har lidt af store angstneuroser, siden han var barn, insisterer på at stille alle åbne spørgsmål i sin rapmusik, hvilket har gjort ham til en kontroversiel figur på færøerne. Når hans musik under aliaset Sølvdreng bliver spillet i radioen, bliver lytterne advaret mod eder og bandeord – på trods af at ord som "motherfucking" knap ville løfte et øjenbryn i den amerikanske musikindustri.

Et lille filmparadis

En del af 'Skål's popularitet skyldes formentlig også den forbavsende renhed eller troskyldighed, der er over Dania, når hun sidder med hovedet på skuldrene af Trygvi eller slyngveninden Marjun og de sammen ransager deres følelser og tanker.

Ingen af dem er højtråbende provoer, blot eftertænksomme sjæle. Det er som vi og kameraet og slet ikke er til stede, som om vi får lov til at komme indenfor i Dania, Trygvi og Marjun og mærke livet rumstere og blive til spørgsmål.

Det er, i princippet, kunstens fødsel, vi er vidne til i 'Skål'. Vilde heste, der endnu ikke er tæmmet af det omgivende samfund, leder efter et udtryk. De forsøger at destillere deres følelser og sende dem ud til verden, så præcise og klare som muligt. På den led er 'Skål' ikke kun beretningen om det kristne samfund på Færøerne og det undertryk af frustrationer, det skaber, og om kærligheden mellem Dania og Trygvi, der ligner de sødeste unge mennesker i verden. Det er også fortællingen om Dania O. Tausens digtsamling, der bliver ’født’ sidst i filmen.

Og således blev 'Skål' overraskelsen på DOX. Det er der formentlig endnu en god grund til. Den er ganske enkelt virkelig vellavet. De unges tanker bliver nænsomt vævet sammen med små optagelser og kuriøse klip, såsom en mand, der støvsuger en gade, af klipperen Rebekka Lønqvist. Ólavur Jákupsson leverer musik, der er alt andet end bare underlægning, men som maler sit eget billede af Færøerne.

'Skål' er et lille paradis at putte sig i for enhver, der tumler med at finde sin egen plads i verden.