Politiet i Østjylland har anholdt en mand og beslaglagt hans Mercedes.
Manden har ifølge politiet påkørt to cyklister bagfra på Frijsenborgvej ved Hammel og taget flugten fra stedet.
Det skriver Østjyllands Politi på X.
- Med vidners hjælp har vi nu fundet frem til føreren og køretøjet. I den forbindelse er en midaldrende mand blevet anholdt og køretøjet beslaglagt, skriver politiet natten til søndag.
Politiet modtog anmeldelsen torsdag klokken 18.52 og opfordrede føreren til at henvende sig, men det var altså henvendelser fra borgere, der gjorde, at politiet fandt frem til ham.
- Manden er blevet løsladt igen efter afhøring og bilen vil nu blive undersøgt. Tusind tak for hjælpen til alle, der har henvendt sig, skriver politiet.