Konfettien daler ned fra loftet, mens dåsejublen fylder studiet i DR Byen, og fotografernes kameraer blitzer om kap med de store tv-lamper i loftet.

I midten af virvaret står Laurits Emanuel og Jesper Groth fra duoen Fyr og Flamme. Deres sang 'Øve os på hinanden' har netop vundet Dansk Melodi Grand Prix.

- Det er virkelig overvældende, fortæller Laurits Emanuel med et lettere lamslået udtryk malet i ansigtet, da en journalist spørger, hvordan han har det her midt i sejrsøjeblikket.

Det er svært at forstå, hvad der lige er sket.
At deltage i Dansk Melodi Grand Prix har være en barnedrøm for både Laurits Emanuel og Jesper Groth - og nu har de vundet hele baduljen.

Men Fyr og Flamme har ikke kun sikret sig sejren i Dansk Melodi Grand Prix.

De har også scoret billetter til Rotterdam, hvor de i den kommende uge skal repræsentere de danske farver ved dette års Eurovision Song Contest.

Men hvad er det for en sang, Danmark i år byder ind med til den europæiske musikbuffet? Og hvad er det egentlig, vi skal øve os på?

Her er hele historien om hittet 'Øve os på hinanden':

Laurits Emanuel er på vej i Netto for at pante. Hvad der gemmer sig i de klirrende pantposer i bilens bagagerum, husker han ikke, men kalenderen siger august, så et godt bud vil være dåsebajere og tomme roséflasker.

Mens han står der i sommervarmen og ser flaskerne forsvinde ind i pantautomatens intethed, begynder han - nok mest af ren kedsomhed - at nynne en lille melodi.

På det tidspunkt aner han ikke, at han dér ved Nettos pantautomat netop har fået idéen til, hvad der skal blive Danmarks næste store Grand Prix-basker.

På vejen hjem fra supermarkedet kan Laurits Emanuel ikke slippe melodien, der bliver ved med at køre rundt i hans hoved. Den kan altså ét eller andet, tænker han, og så snart bilen er parkeret og de tomme pantposer smidt i køkkenet, finder han sin guitar frem.

På sin mobiltelefon indspiller han den lille melodistump og lytter til den igen og igen. Den kunne fungere godt som introen til en sang, tænker han - men den lille lydbid er endnu alt, han har.

Der er intet vers og intet omkvæd, men pludselig begynder sangen at tage form.





  • Duoen Fyr og Flamme består af 32-årige Jesper Groth og 33-årige Laurits Emanuel. De mødtes til en fredagsbar for en del år siden, men har lavet musik sammen siden 2017.

  • Jesper Groth er skuespiller og kendt fra tv-programmer som 'Sygeplejeskolen', 'Parterapi' og 'Stormester', mens Laurits Emanuel i mange år var forsanger i bandet The Grenadines.

  • Fyr og Flamme er særligt kendt for hittet ’Menneskeforbruger’, som de udgav sidste år. Siden har de også udgivet numrene ’Kamæleon’, ’Øve os på hinanden’ og senest ’Kæreste’.

  • Med sangen ’Øve os på hinanden’ skal Fyr og Flamme repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest, hvor de i første omgang deltager i den anden semifinale torsdag den 20. maj – og forhåbentlig igen i finalen lørdag den 22. maj.

LAURITS EMANUEL: - Den dér lille melodi vakte ét eller andet i mig. For mig er musik lidt som at løse en sudoku. "Okay, nu har jeg et ét-tal her, så nu skal vi have nogle syvere og treere ind." Da jeg først var i gang, gav det næsten sig selv at få skrevet resten af melodien.

Én del af sangen volder dog Laurits Emanuel problemer. Den bid, der for alvor skal bore sig ind i folks øregange og gøre sangen til et hit.

LAURITS EMANUEL: - Jeg havde intet omkvæd overhovedet. Til sidst forsøgte jeg at klatte nogle tilfældige akkorder sammen, som jeg syntes kunne noget. Så sad jeg og sang forskellige melodier hen over det 10-15 gange, indtil jeg til sidst endelig ramte den.

Sangen, Laurits Emanuel skriver den sensommerdag, er 'Øve os på hinanden'. Sangen, der altså få måneder senere går hen og vinder Dansk Melodi Grand Prix og nu skal stå distancen foran op mod 200 millioner tv-seere ved dette års Eurovision Song Contest.

Men mere om dét senere.

Lad os først dykke ned i, hvad det egentlig er for en sang, Laurits Emanuel fik skrevet den dag – og som Danmark altså i år sender afsted til Europas musikalske sammenskudsgilde.

Når Laurits Emanuel hører 'Øve os på hinanden', kan han nærmest allerede se en potentiel musikvideo for sit indre blik.

I hans univers udspiller sangen sig på et propfyldt dansegulv. Pludselig går tiden i stå, og alt går næsten i slow-motion, da hovedkarakteren - naturligvis i skikkelse af makkeren Jesper Groth - og hans udkårne, kvinden i den lyseblå kjole, får øjenkontakt og lader sig forføre af musikken og hinanden.

LAURITS EMANUEL: - Sangen handler om at turde prøve sig frem. Det der billede af, at du står på dansegulvet og tænker: "Okay, nu gør hun sådan her, så gør jeg sådan her, så håber jeg, hun gengælder det og griber mig, hvis jeg falder."

'Øve os på hinanden' handler dog ikke kun om kejtede og nervøse dansetrin, men gemmer på et større budskab om at turde at kaste sig ud på dybt vand og tage de chancer, livet byder én - også selvom man måske ikke er helt tryg ved dét, der venter forude.

LAURITS EMANUEL: - Hverken jeg eller Jesper tilhører den her 12-tals-perfektions-kultur, og det er også sangens kerne - at du ikke kan øve dig derhjemme på alting. På et tidspunkt er du nødt til at gå ud i verden og få dine knubs og hudafskrabninger og prøve dig frem hen ad vejen.

JESPER GROTH: - Til Eurovision skal vi nok til at svare på, hvordan netop vores tekst kan redde hele verden. Og der er svaret nok, at den i hvert fald kan give os modet til at forsøge. Give os blod på tanden til at give det et skud uden at tænke for meget først.

Ligesom Fyr og Flammes andre sange er 'Øve os på hinanden' på dansk.

Og selvom Grand Prix-fans og eksperter har kritiseret duoens beslutning om også at synge på dansk til Eurovision, har det aldrig reelt været på tale at oversætte sangen til engelsk.

JESPER GROTH: - Hvad var det nogensinde blevet til på engelsk? Vi gav det knap nok et forsøg, fordi vi vidste, det ikke var noget, vi skulle. Selvfølgelig kan Laurits også skrive fede tekster på engelsk, men skulle vi så til at hedde Fire and Flame, og hvad ved jeg? Nej, vel?

LAURITS EMANUEL: - Det handler også om, at Jesper og jeg jo allerede havde slået vores navn nogenlunde fast, inden vi vandt Grand Prix'et. Vi havde ligesom fundet frem til essensen af Fyr og Flamme, og hvordan vi lyder, og det ville være mærkeligt, hvis vi pludselig skulle lave musik på engelsk for at charmere nogle tv-seere ude i Europa. Det ville være at gå på kompromis med Fyr og Flammes lyd og vision.

JESPER GROTH: - Og jeg tror altså ikke nødvendigvis, det er en ulempe at synge på dansk i Eurovision. Der er også noget i den der retro "nu synger vi på vores modersmål"-følelse, som jeg tror kan noget. Vi kommer med en ny og anderledes kage til buffeten, og det tror jeg kan gøre folk nysgerrige.




  • Fyr og Flamme har blandt andet hentet musikalsk inspiration i navne som Laban, Queen, Modern Talking og Pet Shop Boys.

Det er Laurits Emanuel, der har skrevet og komponeret 'Øve os på hinanden', mens sangen er produceret af duoens faste producer Rune Borup.

Selvom sangen forbliver i det kitschede 80'er-univers, Fyr og Flamme er kendt for, ville Laurits Emanuel med 'Øve os på hinanden' gerne trække duoens lyd i en lidt anden retning.

LAURITS EMANUEL: - Vores to andre singler ('Menneskeforbruger' og 'Kamæleon') har den her meget klassiske 80'er-lyd, men med 'Øve os på hinanden' jagtede jeg i starten en lidt mere disco-agtig lyd med tråde til slut-70'erne. Jeg var meget inspireret af ABBA og særligt sangen 'Tragedy' med Bee Gees. Den første skitse til nummeret havde jeg faktisk døbt 'Tragedien'.

Det er særligt i guitar-riffet i introen – den melodi, der kom til Laurits Emanuel den sommerdag ved pantautomaten – at inspirationen fra 70'erne slår igennem.

LAURITS EMANUEL: - Et ABBA-nummer som 'Voulez-Vous' har et riff, der lyder meget på samme måde. Den sang var helt sikkert en direkte inspirationskilde til lyden på 'Øve os på hinanden'. Og så kommer der en lille plinge-ling-lyd cirka 30 sekunder inde i sangen, efter Jesper har sunget "Et dansetrin". Den lyd er også ren ABBA!























Ifølge Laurits Emanuel er sangen endt som et musikalsk sammensurium af lyden af både 70'erne, 80'erne og 2021.

LAURITS EMANUEL: - Vi har det dogme, at vores sange gerne må have en 80'er-varme, men de må ikke lyde fattige i forhold til en anden sang, der også er skrevet og produceret i dag. På 'Øve os på hinanden' har vi i virkeligheden både fat 70'ernes sangskrivnings-tradition, lidt klingeling og elektronisk stramhed fra 80'erne og en bund, der tager fat, som var det et klubhit i 2021.









'Øve os på hinanden' er fuld af lyde og musikalske referencer til årtiet, hvor crepet hår og enorme skulderpuder var et must. Men ifølge Laurits Emanuel er en storladen stortromme og en fræk synthesizer langt fra nok til at skabe den ægte, nostalgiske følelse af fortidens store 80'er-hits.

Magien ligger nemlig i selve sangskrivningen.

LAURITS EMANUEL: - Der er mange, der tror, de kan købe et gammelt keyboard, og så kan de lave musik, som den lød i 80'erne eller 90'erne, men i virkeligheden handler det om måden, man skriver sine sange på.

LAURITS EMANUEL: - Tag en sang som 'Solhverv' med Lord Siva, som jeg selv synes er helt fantastisk. Den har mange kaldt for 80'er-agtig, men i virkeligheden er det jo primært bare en sang med synthesizere på. Selve sangens opbygning har faktisk ikke så meget at gøre med den måde, man skrev sange på i 80'erne. Den magiske opskrift på 80'er-lyden tror jeg til gengæld, vi har formået at finde frem til i vores musik.

'Øve os på hinanden' er i kassen. Jesper Groth har indspillet sangens vokaler, nummeret er produceret færdigt, og nu står Fyr og Flamme over for et svært valg. Duoen har allerede hittet stort med debutsinglen 'Menneskeforbruger' og skal nu finde sangen, de skal følge succesen op med.

Der er to sange i puljen: 'Øve os på hinanden' og nummeret 'Kamæleon'.

Både Jesper Groth og Laurits Emanuel vil egentlig helst udgive 'Øve os på hinanden', da de synes, 'Kamæleon' og debutsinglen 'Menneskeforbruger' lyder for ens. Men pladeselskabet har andre planer.

De foreslår, at 'Øve os på hinanden' skal sendes ind til Dansk Melodi Grand Prix. Den er duoen med på, så de sender sangen til DR, og få dage senere ringer Laurits Emanuels telefon. Fyr og Flamme er blevet udtaget til årets konkurrence.




  • Klaveret på 'Øve os på hinanden' er stærkt inspireret af ABBA. - Der er lagt en såkaldt 'chorus'-effekt på klaveret, som var noget, ABBA også gjorde rigtig meget. Det giver klaveret den her lidt mere summende effekt.

LAURITS EMANUEL: - Vi ringede til hinanden bagefter og var helt oppe at køre. Vi tænkte både: "Wooow, det er vildt, det her," men også: "Gør vi det virkelig?" Vi havde også lidt ondt i maven over det, for på det tidspunkt havde vi jo kun udgivet én sang.

JESPER GROTH: - For mig er det en no brainer, når man bliver spurgt, om man vil være med i Melodi Grand Prix. Det siger man bare ja til. Jovist, der var da lige to minutter, hvor jeg tænkte over, om det nu var det rigtige skridt for os, når vi nu lige havde fået vores gennembrud med 'Menneskeforbruger', men… Det føltes bare rigtigt.

Da Dansk Melodi Grand Prix den 7. marts ruller over skærmen, er Fyr og Flamme aftenens storfavoritter, og da seerstemmerne knap to timer senere tikker ind, står det klart, at Jesper Groth og Laurits Emanuel er årets Gand Prix-vindere.

I dagene efter stryger 'Øve os på hinanden' til tops på listen over de mest hørte sange på Spotify, og i ugen efter Grand Prix-sejren rammer vindersangen førstepladsen på den danske singlehitliste.

Fyr og Flamme har fået endnu et hit.

LAURITS EMANUEL: - Jeg tror, sangen er blevet så populær, fordi den både har et opbyggeligt og lyst budskab, som mange måske trænger til lige nu, samtidig med at den bringer nogle gamle, musikalske dyder til bordet, som vækker en nostalgi i folk, de har savnet.

Med sejren i Dansk Melodi Grand Prix følger det ærefulde hverv at skulle repræsentere de rød-hvide farve ved dette års Eurovision Song Contest.

JESPER GROTH: - Indtil for nylig gik jeg lidt og tænkte, at jeg da var ligeglad med, om tv-seerne i Østrig eller Bulgarien kunne lide vores sang, men på det seneste har jeg alligevel fået blod på tanden. Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere den her sang for hele Europa, og jeg håber, folk kan lide den.

Første stop er semifinalen, hvor Fyr og Flamme sammen med sange fra 16 andre lande skal kæmpe om en billet videre til den store Eurovision-finale.




  • Selvom Fyr og Flamme har valgt at bibeholde 'Øve os på hinanden' på dansk ved Eurovision, jokede de længe med, at de, hvis de blev bedt om at oversætte sangen, i protest ville stille op med en udgave på tysk.

LAURITS EMANUEL: - Jeg håber virkelig, vi får lov til at komme til finalen. Det var jeg måske også lidt ligeglad med før, men nu kan jeg mærke, jeg virkelig gerne vil videre – både for vores egen og for Danmarks skyld. Tænk, hvis vi fik lov til at synge vores sang på dansk for hele Europa to gange? Det ville da være for fedt.

Men uanset hvordan det går med Eurovision-eventyret, har Fyr og Flamme allerede vundet.

Med 'Øve os på hinanden', der er alene på Spotify er blevet hørt over to og en halv million gange, har duoen endnu engang - med pop og pastelfarver i potensen - cementeret sig som ét af den danske musikscenes mest lovende poptalenter.

LAURITS EMANUEL: - Det har været dejligt og vildt at se, hvor godt folk har taget imod 'Øve os på hinanden'. Men det her er bare ét skridt på vejen. Fyr og Flammes rejse er først lige begyndt, og vi glæder os til alt det, der venter forude.

Hvordan det går Fyr og Flamme i Rotterdam kan du se, når årets anden Eurovision-semifinale sendes direkte torsdag d. 20. maj kl. 21 på DR1 og DRTV.

Credit


Tekst:
Christian Ellegaard


Grafik:
Charlotte Revsbech


Kode:
Tommy Faldt Pedersen
Casper Glumsøe Bach
Jesper Winther

Redaktør:
Nanna Mejer Sørensen

Fotos (fra toppen):
Betina Garcia/DR, Betina Garcia/DR, Betina Garcia/DR, Martin Sylvest/Ritzau Scanpix, Martin Sylvest/Ritzau Scanpix, Martin Sylvest/Ritzau Scanpix og Betina Garcia/DR.